Tegninger / Drawings
Jeg er autodidakt, selvlært billedkunstner. Født l935 af bonde- og håndværkerslægt.
Opvokset på en blæstomsust gård på den udstrakte, flade hedeslette, opdyrket af mine forfædre.
Agre, slidsomt fravristede lyngørkenen, indrammede af læhegn, mest gran og fyr.
Uendeligt fjerne horisonter og høje himle med lærker og viber.
Overalt sporene af flid og nøjsomhed, kamp mod en karrig natur – men også sandede markveje, der førte ud til og fortabte sig i moser, heder, krat og længere ude ådale og vildnis.
Det var det kultiverede og dyrkede landskab jeg havde for øje, men jeg søgte efter det vilde, det udyrkede, som de vestjydske bondeslægter bekæmpede.
Mange år senere – i firserne lavede jeg i løbet af få uger en serie tegninger, som jeg kalder “Agre og øde vange”.